23. april 2007

Personlige stempler - stempler efter dit eget design:

Så kommer de første billeder af stempler, der er lavet udfra "Dit eget design" (Der kommer flere samt chipboards lidt senere sammen med eksempler på priser).

Et personligt stempel:



Et stempel med en bord og med et monogram:

Et eksempel på et kort med fotostempel og tekststempel "Barnedåb":


Og slutteligt et par af de nye stempler:

Orion Design "Doddlehjerter" - et stort og et sæt med 3 mindre:


22. april 2007

Update - og farvefoto som fotostempel

Jeg havde stillet i udsigt, at jeg ville opdatere bloggen søndag - med eksempler på personlige og billeder af chipboards og stempler. Det må desværre vente til i aften, da jeg blev forhindret.


Dagens "kreative input" er et eksempel på, hvordan et farvefoto kan laves om til et fotostempel:


Kort med fotostempler - og forskellige teknikker

Jeg var i Gislev i går, hvor jeg viste lidt stempelteknikker til en forsamling dygtige og kreative scrappere - ved et superhyggeligt arrangement.

Jeg brugte blandt andet dette kort som et eksempel, hvor der er brugt stempelsværte i pude og flaske til at lave baggrundspapir, stemple, sværte kanter og farve chipboard og blonde med:



Til dem, der gerne vil vide, hvordan det er lavet (i detaljer):

Kortet er et stykke blåt karton til scrap (30,5 x 30,5 cm), der er foldet og skåret over på midten, så der blev til 2 kort.

Det mønstrede papir er et stykke alm. hvidt karton, der er farvet med "Barberskums-teknikken". Kanten er revet lidt op med en kantriver og sværtet med mørkeblå chalk.

Motivet er fotostemplet "Asta & Rose", trykt med mørkeblå chalk (Versa Magic -Night Sky) på noget hvidt, glat karton.

De sorte fotohjørner, der er af den allerbilligste slags, har - ligesom kanten på det stemplede motiv og det mørkeblå underlag til billedet (også kaldet "Matten" i scrapbooking-term") - fået det antikke look ved at smøre lidt "Metallic Rub-ons" på med fingrene.

Pigerne har fået lidt kulør på huden og kjolerne med noget chalk/kridt, der er lagt på med små pensler (Microbrush), så det er meget let at arbejde med.

Blonden og papirsblomsten er sværtet med chalk og "Metallic Rub-ons", så de matcher til de andre ting på kortet og får et "ældet look". "Dimsen" inde i blomsten er lavet med en punch og farvet med sværte. Under blonden har jeg monteret en revet strimmel i en kontrastfarve, så detajlerne ses lidt bedre.

Chipboard'en er fra sættet "Floral #1". Den er sværtet med den samme blå chalk, som blev brugt til stemplet, drysset med embossingpulver til ekstra tyk embossing (også kaldet Utee), der så er smeltet med en varmepistol. Den blanke overflade giver en lidt sjov kontrast til de ru materialer.



Jeg skulle bruge et kort til nogen, der har fået en lille pige, og til det formål lavede jeg dette, hvor jeg har brugt nogle af de samme teknikker.



Til dem, der gerne vil vide, hvordan kortet er lavet:

Kortet er igen et stykke scrap-karton, der er foldet på midten og delt i to, så det færdige mål er 15,25 x 15,25 cm.

Baggrundspapiret er hjemmefarvet med "Barberskumsteknikken", revet på den nederste kant og sværtet på kanterne.

Motivet er stemplet på vellum med fotostemplet "Baby på pude" og sværte/chalk af typen "Versa Magic" og monteret på et stykke hvidt karton, der er sværtet på kanten med samme farve - og monteret med skumtape, så det står frem fra kortet.

Chipboard'en er fra samme sæt ("Floral #1), papirsblomsterne er Primablomster og brad'en i blomsten er en prøveposelukker af den allerbilligste slags, der bare er embosset sammen med chipboard'en, så det hele passer sammen.

Jeg embossede chipboard og brad ved at sværte dem med samme rosafarvede chalk, som jeg havde brugt til motivet, drysse lyserød embossingpulver på og smelte det med varmepistol. Det blev IKKE godt: Farven var for "fimset", så jeg gav begge ting en tur mere - denne gang med den rosa sværte og gennemsigtig embossingpulver. Resultatet af de to embossinger blev dette "krakelerede look", som jeg faktisk blev helt glad for, så det er ikke sidste gang, jeg bruger en kombination af flere forskellige embossingpulvere.



Barberskumsteknikken

Hvis der nu er nogen, der skulle få lyst til at farve papir ligesom jeg har gjort til mine kort, kommer opskriften her:


Du skal bruge:
Noget hvidt karton eller papir, som du vil farve
Noget barberskum - gerne af den allerbilligste slags
En balje eller andet, du kan sprøjte barberskum på og blande farve i (en avis kan også bruges)
Nogle flydende farver (f. eks. stempelsværte på flaske)
En pind eller lignende at røre med
Noget avispapir
En vinduesskraber

Klip 2 stykker hvidt karton/papir i en størrelse, så du kan bruge det fx. til kort
Sprøjt barberskum ud i baljen, så der er et jævnt lag
Dryp farve på barberskummen, forskellige steder, forskellige kulører
Rør rundt i barberskummen med pinden, så du synes, der er et fint mønster
Læg papiret på det kulørte skum - og sørg for at der kommer skum på hele arket
Tag arket op og læg det sammen med det andet ark, så der kommer skum på hele det ark også
Læg nu de "indskummede" ark på et stykke avispapir med "skumsiden" opad og skrab barberskummen af med vinduesskraberen.

Hokus-pokus: Du har nu lavet dit eget mønsterpapir - billigt og nemt - og det tørrer ret hurtigt, så du kan bruge det til f.eks. et kort.

Det er sjovt og spændende at bruge teknikken, for der er et utal af muligheder - det bliver aldrig ens.


God fornøjelse :)

19. april 2007

Personlige stempler og stempler med børn

Jeg er blevet kraftigt opfordret af flere (ja, I ved jo selv, hvem I er) til at få åbnet min webshop i en fart, så det bliver muligt at købe stempler og chipboards. Jeg arbejder på sagen ind imellem de andre "småting i hverdagen", så den skal nok komme, den tager beklageligvis blot noget tid.

Indtil den omtalte webshop er klar til åbning, kan man sende en mail til adressen:


- hvis man er interesseret i at købe og ikke kan vente ;)

Jeg er igang med at fotografere de nyeste ting og designe et par stempler mere. Og så har jeg fået lov til at vise nogle af de personlige stempler, jeg har lavet, så I kan se eksempler på nogle vidt forskellige stempler. Bloggen her bliver opdateret med disse ting og nye eksempler på søndag - og den tidligere nævnte oversigt over stempler og chipboards bliver sendt ud kort efter.

Dagens kreative input er et kort, som mange af jer nok allerede har set i Scrapshops galleri.
Det er den superdygtige scrapper og kortmager Charlotte Ravn (aka SuzziQ), der har lavet dette skønne kort, hvor hun har brugt nogle af tingene fra Orion Design:

- Tekststempel "Et knus"
- Motivstempel "Nanna"
- Chipboard knap





15. april 2007

En enkelt skilt

Der var "Cybercrop" i Scrapshops forum i dag, hvor Majer og Diana - igen - var superdygtige til at styre slagets gang og give os en masse spændende udfordringer.

Lidt for spændende faktisk, for jeg kastede mig ud i nogle omfattende projekter med at håndtegne PP'er, lave nye teknikker, osv. - noget, som der bestemt ikke er tid til, når man arbejder på tid og skal betjene børnene også.

Børn reagerer pudsigt nok ved at kræve ekstra meget hjælp, når man selv har hænderne fulde - tøjet bliver vådt 4 gange oftere end normalt, så vi skal grave dybt i skabet efter rene og tørre strømpebukser, der skal pustes og gives plaster på flere gange end normalt, små søskendekonflikter skal løses ca. 4 gange oftere end normalt, man skal se "noget spændende" omtrent 40 gange flere end normalt.... Ja, sådan føles det, når man gerne vil have lidt scraptid for sig selv og ikke har fået "afsat børnene".

Resultatet af menageriet blev, at jeg ikke nåede ikke at få indlæggene færdige til tiden. Når jeg efterhånden får dem gjort færdige, uploader jeg dem her.

Opgave 4 lød "Lav et dørskilt på min. 15x20 cm. Du skal bruge minimum tre forskellige slags papir eller karton og minimum tre forskellige teknikker. Teksten kan enten være printet, skåret eller håndlavet. "

Vi manglede et skilt til vores badeværelsesdør, så det blev til dette her med teknikkerne embossing, doodling og sværte:



9. april 2007

Long time - no see...

"Long time - no see";
Tusind tak til jer, som trofast har checket om der var nye indlæg i min blog.

Til dem, der undrer sig over manglen på aktivitet, kan jeg nævne, at det mest af alt skyldes manglende overskud pga. nogle trælse ting - nyt udbrud af håndeksem og sygdom her i huset og i den nære familie. Ja, tingene hænger jo som reglen sammen, desværre ;)

Nu begynder det heldigvis at lysne igen her i huset - og så krydser vi fingre for, at en operation på Svendborg Sygehus kan vende pigernes mormor på højkant igen i løbet af de næste par uger, for det har ikke været så godt de sidste måneder, hvor vi har rendt til alle mulige undersøgelser. Men nok om det - det var kun lige for at forklare, hvorfor siden har været så stille.

Dagens kreative indslag er et layout lavet udfra Ulla's udfordring om at bruge logo'et fra det svenske "Let's dance" program - med inspiration fra uge14-skitsen i swe-scrapbooks blog.





Resultatet blev et LO i en af Ida's yndlingsfarver - om en af Ida's yndlingsbeskæftigelser, nemlig AT DANSE:


Bogstaverne, snirklerne og stjerne er hvide chipboards, der har fået en gang pink sværte på kanten, et tyndt lag lim og noget meget fint glimmer.



Fodsporene er stemplet med lilla sværte og embosset med Iris Glimmer embossing pulver (fra Panduro Hobby).





Prikkerne er lavet med glimmerlim ("Glitter Stick" også fra Panduro Hobby), der i min begejstring også tog en tur hen over teksten, som jeg bagefter fortrød, for den blev altså ret svær at læse, med glimmer på. Men sådan lærer man jo også, hvad man IKKE skal gøre - og det er jo da rart at blive lidt klogere en gang i mellem ;)